Hvem er vi?
Hesteinternatet af 1999 består af et netværk af mennesker, som bekymrer sig om dyrs velfærd og som gør et stykke arbejde for at gøre en forskel for dyrene.

Nogle har stillet deres stald- og græsningsfaciliteter til rådighed for heste, der skal have særlig omsorg og pleje. Andre tager sig af kommunikation med omverdenen, med pressen og andre igen stiller deres arbejdskraft til rådighed på anden vis, f.eks. som lokale kontaktpersoner, der holder øje med hestehold osv. i deres eget lokalområde, mens andre igen sørger for at skrive og redigere artikler eller står for vedligeholdelse af denne web-side.

Fælles for alle er, at der arbejdes ud fra en ægte interesse for dyrs velfærd.

Hesteinternatet af 1999 anser det for særdeles vigtigt, at mennesker har forståelse for hestes adfærd.

Hvad gør vi?
Arbejdsområder:

Hesteinternatet af 1999 besvarer spørgsmål om heste og hestehold, arbejder på sager om vanrøgt og mishandling af heste, ponyer og andre dyr, anmelder vanrøgtssager til politiet, deltager i den offfentlige debat om dyrevelfærd, kontakter politikerne om dyrevelfærd, kommenterer lovforslag og meget andet.

Hesteinternatet af 1999 arbejder for et totalt forbud mod eksport af alle levende slagtedyr over grænserne, fordi transport af levende slagtedyr på en anstændig måde er et stort problem både nationalt og internationalt. Hesteinternatet af 1999 mener, at Danmark skal være foregangsland og sikre, at slagtedyr får en værdig og anstændig sidste rejse. Og vi mener, at Danmark ikke skal bruges til gennemkørsel af udenlandske transporter med slagtedyr.

Vi har fået mange henvendelser fra forældre, der ikke har kendskab til heste og ponyer, men som har børn, der ønsker at komme på ridelejr. Derfor har vi lavet en folder, der vejleder om ridelejre og dagsudlejninger af heste og ponyer. Mange forældre spørger om: HVAD ER EN GOD RIDELEJR? Vores folder hjælper med at besvare spørgsmålet og vi kommer bl.a. ind på foder, huld, vinterophold og brandsikkerhed.

Skal du handle hest? Ønsker du at sikre dig, at hesten ikke forsvinder ud i det blå og måske havner hos skruppelløse hestehandlere eller kommer i forkerte hænder? Vores advokat har udarbejdet en kontrakt, som du gratis kan down-loade fra vores hjemmeside.

Der findes ikke noget bedre end at se, når dyrene trives og man kan mærke, at de er i godt humør, er glade og tilfredse og nyder tilværelsen. Specielt, hvis dyrene tidligere har været vanrøgtet eller mishandlet - men desværre behandles ponyer og heste ikke altid lige godt og det er her vi kommer ind i billedet.

Hvis vi kan sørge for, at ponyer eller heste kan undgå at skulle slagtes langt sydpå i udlandet, efter en lang og udmarvende transport, eller hvis vi kan sørge for, at vanrøgtede eller mishandlede ponyer eller heste kan komme væk fra deres uduelige ejere til et godt og trygt sted, så har vi opfyldt vores mission - og vort håb og ønske er naturligvis, at mange andre mennesker på hver deres måde vil hjælpe os med at opnå disse mål.

Samarbejde

Vi lægger vægt på ubetinget og uafhængigt arbejde for dyrs velfærd. Vi samarbejder med andre, der har samme indstilling til dyrs velfærd som vi selv har, herunder naturligvis andre organisationer.

Interesserede er naturligvis velkomne til at kontakte os vedr. et samarbejde, se under "Kontakt".




Udskrevet fra http://www.hesteinternatet.dk d. 23. August 2014  03:34:44