Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

2007: Hesteinternatet af 1999 på Vilhelmsborg

Af Dan Nielsen, Hest & Rytter

Enestående og anderledes vej til
hestevelfærd som blev en kæmpe succes!


Hesteinternatet af 1999 viste på Vilhelmsborg hvordan der skabes en enestående oplevelse i en særdeles god og afslappende atmosfære, der emmede af positivitet og glæde.

Den sidste lørdag i november havde omkring 1200 hesteinteresserede mennesker sat hinanden stævne i Vilhelmsborgs store opvisningshal. Det var dyreværnsforeningen Hesteinternatet af 1999 som afviklede ”HESTENS VERDEN”, der var et meget anderledes og et meget omfangsrigt program, der fortalte om en anden måde at have med heste at gøre. Den kendte radio og TV kommentator, Nis Boesdal, forstod at kæde programmet sammen på en måde, således at indslagene blev vist i en løbende interessant rækkefølge.

De mange indslags forskelligheder gjorde, at publikum hele tiden viste en konstant interesse for, hvad der foregik nede på den store opvisningsbane.

Det er svært at fremhæve det ene indslag frem for et andet, for alle indslagene var meget fint iscenesatte, gennemtænkt og professionelt udført.
Den kendte hesteinstruktør Ute Lehmann fra Horse in Harmony akkompagnerede de helt enestående indslag, hvor budskabet om harmoni og samklang mellem heste og mennesker blev vist på smukkeste vis.

Dagens program

Dagen begyndte med at Anne-Mette Iversen fra Hesteinternatet af 1999 og konferencier Nis Boesdal bød velkommen.

Første indslag var 12 heste i smukke synkrone cirkler, efterfulgt af hvordan børn arbejder med deres heste på en ”Anderledes Rideskole” – børn i harmoni med deres heste.

Tabita Cramers viste en anderledes fri dressur med en varmblodshest, og dette indslag blev efterfulgt af hestedyrlæge Niels Guss Andersen fra Oksbøl, der holdt et interessant indslag om hestevelfærd.

”Black & White” – to hvide arabere og en frieser blev redet uden hovedtøj.

Hos de fleste hesteholdere og på de fleste rideskoler findes der hunde, som er et helt naturligt billede i samlivet med heste. Men som noget nyt i hesteverdenen, viste medlemmer fra foreningen ”Galgoer i nød”, hvorledes disse spanske greyhounds kan være velfungerende selskabs- og familiehunde. Disse hunde er hentet hjem fra Spanien, hvor de fleste har ført en kummerlig tilværelse, som sikkert var endt med aflivning, hvis ikke den danske forenings medlemmer havde frikøbt dem, og givet dem er godt og kærligt hjem. Vi vil her i bladet fortælle om disse interessante hunde i en af vore første udgaver af Hest & Rytter i det nye år.

I indslaget ”Den Røde Tråd” blev der redet uden sadel og hovedtøj og med stor præcision med et seks meter langt rødt bånd mellem ekvipagerne Tine Sørensen på sin DV-hoppe og Natacha Muderspach på sin islænderhoppe.

Den kendte springinstruktør, Susan Kjærgård, viste hvordan man på en professionel måde kan tilrettelægge en effektiv springtræning. Susan havde fire af sine dygtige elever med, som alle viste afbalancerede heste. Susan ”afmonterede” på humoristisk vis alskens hjælpemidler – glidetøjler, martingal, sporer, bid, pisk - på en springhest, som hun efterfølgende viste springning på kun i grime og tov. Meget tankevækkende!

Rikke Thøgersen - to gange Danmarksmester i westernridning - optrådte med hesten Jolly, som var dømt til slagtning, inden han kom til Rikke. Et indslag der varmede alle hestevennerne om hjertet.

Et helt anderledes indslag stod Rita Makkanaw for. Rita flyttede til Canada med sin familie, da hun var ni år. Rita, der nu er 62 år, er for nylig hjemvendt fra et langt liv i Canada, hvor hun i 20 år har været lykkeligt gift med en indiansk medicinmand, og har levet på hans stammes præmisser. Rita er desværre blevet enke for et år siden, og er nu rejst tilbage til Danmark, hvor hun holder foredrag om indianernes spirituelle måde at leve deres liv på. Rita Makkanaw fremførte sit foredrag, så de mange fremmødte tilskuere var nærmest tryllebundet, og i en anden verden, under hele indlægget.

”Icelandic Performance” viste 10 islandske heste fra jorden i synkront arbejde med deres mennesker - islandske heste kan bruges til andet end at vise tølt og pasgang! Seks islandske heste blev redet i grimen eller kun med snor om halsen. Dorte Rasmussen fremviste i smukt og imponerende ridt sine to højtkårede islandske hingste, henholdsvis ”Gumi fra Strandarhøfda” og ”Glitnir fra Strandarhøfda”.

”The Art of Trailerloading” - 12 heste viste hvordan trailerloading bliver til en kunst – legende let.

”Phønix & Feather” - fra slagtehest til showstjerne. Et indslag om en slagtehest, der gennem nænsom træning kunne fremvises som et lysende eksempel på en levedygtig, velnæret og velplejet hest, der tydeligt viste at have et stort og nært tillidsforhold til sin ejer, Ute Lehmann.
Mens Phønix og Ute Lehmann stod helt urørlige i midten af hallen, læste Nis Boesdal et poetisk digt op ”Et hjerte som dit”, skrevet af Jeanette Munksbøl. Således sluttede en uforglemmelig dag.


Spændende stande

De spændende stande var velbesøgte af interesserede gæster:

www.hestetandpleje.dk
www.epona.tv
www.atorka.dk
www.hestens-sadelmager.dk
www.galgo-sos.dk



Foreningen ”Hesteinternatet af 1999”

Foreningen er ikke alene til beskyttelse og varetagelse af hestes velfærd, men der sættes også fokus på alle andre dyrs bedst mulige behandling.
Det var et omfattende program, der på initiativ af foreningens utrættelige formand, Anne-Mette Iversen fra Silkeborg, viste en bred vifte af indslag om hvor rart man kan have det med sine dyr.
Indslagene gav sin egen store oplevelse kombineret med musik af Christie Cleek Duo - Jens Kragh og Sonya Christie. De akkompagnerede de forskellige indslag på særdeles fin måde.
Man må håbe på, at foreningen ”Hesteinternatet af 1999”, og foreningens allesteds nærværende formand, Anne-Mette Iversen, vil gentage succesen til næste år.

2007: Hesteinternatet af 1999 på Vilhelmsborg


[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89