Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

2002: Ponyen Chili - af Dorte Poulsen, Internat Engholm
Den 26.4.2002 ankom Chili - en ca. 4-årig ponyhoppe - her til Engholm. Min umiddelbare tanke, da hun trådte ud af traileren var, hvilken person har mon været så dum, at sælge hende til en hestehandler, og dermed udsat hende for mishandling og vanrøgt!

Chiili var, sammen med hendes højdrægtige mor, blevet frikøbt fra hestehandler Hans Geerthsens svineri i Ejby på Fyn af en privat. Ser man billedserien fra denne stald på www.hesteinternatet.dk og ligeledes har fulgt artiklerne i den landsdækkende avis DANSK LANDBRUG er Chili den pony, der fødte føllet, som senere lå dødt på Hans Geerthsens mødding.

Privatpersonen, som købte Chili fri, blev hurtigt klar over, at ponyen var et 24-timers job. Efter endt dyrlægebehandling for bl.a. børbetændelse, kolik, utøj m.m., blev vi kontaktet med henblik på restitution af ponyen.

Ingen tvivl om, at "frikøberen" havde gjort hvad hun overhovedet kunne for Chili de få dage hun havde haft hende i sin varetægt. Men gamle skrammer, rester af utøj, et hårlag der skriger på vitaminer og mineraler og en meget dårlig hovpleje genopretter man ikke på kort tid!! Chili havde bl.a. 4 knuder under manen, som må stamme fra det meget stramme reb, hun havde under grimen da hun stod i hestehandlerens primitive spiltov. Disse knuder gik der efterhånden hul på!!! Chili´s tyggefunktion var umådelig dårlig. Hun kæmpede med gulerødderne trods, at de var halveret på langs. Stråfoderet havde hun ligeledes problemer med. Hun lærte hurtigt at bruge vandkoppen, og trykkede på den med jævne mellemrum for at forvisse sig om, at hun kunne få vand når hun ønskede det. Dette stressede hende, så hun fik en spand vand ved siden af, som hun flittigt brugte, og i øvrigt aldrig væltede.

2002: Ponyen Chili - af Dorte Poulsen, Internat Engholm

Så smuk er Chili blevet på Internat Engholm

Chili´s psyke var noget helt for sig. De første dage var hun på "egen" fold, og de andre heste og ponyer så måbende til, når hun mange gange dagligt drønede rundt i folden med diverse bukkespring og blottede tænder.

Med en vis skepsis lukkede vi hende sammen med internatets 3 shetlændervallakker. Det viste sig at være en god ide. Når Chili blev for grov, stillede de sig tæt sammen og stirrede hvast på hende.

Hun havde absolut ingen tillid til mennesker, bed og sparkede efter os i en uendelighed. Angreb os i boksen og på folden - vi har et par gange haft hendes forhove i nakken, når hun skulle trækkes ind fra fold.

Efter et par måneder kunne jeg næsten røre hende over hele kroppen med en blød børste. Hun vrinskede af og til fra folden når hun så mig og fulgte, med ørerne fremme, interesseret staldarbejdet om aftenen mens hun gumlede på sin wrap. Der blev længere og længere imellem hendes spark, hendes voldsomme bid ændrede sig til en stille "holden fast" i f.eks. mit jakkeærme.

Hele sommeren gik hun på døgnfold, stadig sammen med shetlænderne, og deltog efterhånden i deres leg. Adskillige af internatets gæster har ufrivilligt måttet forlade folden - jaget af Chili. Hun blev direkte ondskabsfuld overfor personer hun ikke brød sig om og respekterede ikke kropssprog eller stemme når jeg prøvede at gå "imellem"!

Ved ankomsten: Utøj

Vores tålmodige smed fik efterhånden rettet op på hovene, og Chili´s temperament kunne næsten klare "fuldt program" af vores massør.

I sensommeren blev Chili - sammen med shetlænderne - flyttet til anden fold med tilhørende løsdriftsstald, her skulle de opholde sig for vinteren. Men så snart Chili kunne se sit snit til det "trak" hun mod stalden og mod sin gamle boks. Hun er nu i løsdrift om dagen og i boks om natten.

I de forløbne 8 måneder Chili har været hos os, har vi mere end én gang talt om aflivning. Var det rimeligt at lade en pony overleve med så store psykiske problemer? Kunne vi nogensinde rette op på den manglende tillid hun har til mennesker?

De sidste par måneder har vi troet på det, og har nu aftalt med "frikøberen", at Chili bliver her.

Vi finder sikkert aldrig ud af, hvilke traumatiske oplevelser Chili har haft i sit korte liv, men vi kan hovedrystende læse artiklerne og se billederne fra hestehandler Hans Geerthsens elendighed.

Sluttelig skal det nævnes, at Chili´s højdrægtige mor blev erklæret sindssyg af "frikøberens" dyrlæge og derfor aflivet. En prisværdig beslutning, som viser en god dyrlæges engagement i hele denne elendighed.

Ved ankomsten: Ingen hovbeskæring

Samdig må vi konstatere, at de dyrlæger, der gang på gang godkender hestehandler Hans Geerthsens groteske svineri, er komplet uegnede til deres job.

Dorte Poulsen
Internat Engholm

Chili i sin boks på Engholm


[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89